De fleste symboler vil være kendte for danske brugere. Der er alligevel nogle forskelle, – jeg skal her gennemgå dem. Desuden har jeg taget mig nogle friheder med udgangspunkt i målet med samlingen. Jeg skal også pege på nogle af dem. Man vil kunne finde mere om dette i afsnittet Generelt om materialet.
Bitreklangene kan generelt have betegnelser, som ikke bruges på samme måde i Danmark. Hovedforskellen er at betegnelserne mediant og submediant bruges for bitreklangene når de optræder som akkorder i sammenhænge, som hverken medfører tonale udsving eller modulation. Ved tonale udsving og modulation bruges parallelbetegnelser.
I nogle tilfælde bruges altså parallebetegnelser, men som regel, og oftest i dette materiale, disse:
Den mundtlige version: subdominantens submediant, tonika mediant / dominantens submediant og tonika mediant.
Principielt kan den enkelt akkord betegnes både ud fra overtertsen og undertertsen. Målet med dette er at gøre det muligt at give betegnelser, som siger noget om funktion i den konkrete sammenhæng. I praksis er det stort set bare e-moll treklangen, som vil få forskellige alternative betegnelser. For danske brugere vil Ss kunne oversættes til Sp, Ts til Tp og Tm/Ds til Dp.
I moll giver det dette resultat:
Betegnelsen ufuldkommen subdominant bruges ikke selv om den er kendt for mange i Norge. Subdominanterne har fået følgende symboler:
Den ufuldkomne dominant har følgende symboler:
– jeg tillader mig i denne sammenhæng at bruge D uden overstregning også for versjonen med udeladt grundtone. Begrundelsen for dette ligger i målet med samlinge: det er ikke i dette materiale et mål at skille de to. Mer om dette i afsnittet Generelt om materialet.
Mens det foregående høj grad ligger i forskelle mellem nationale traditioner er det følgende tilpasninger til materialets mål, altså valg som helt er betinget af målet med det foreliggende materiale.
Jeg har forenklet symbolbrug for dominant noneakkorder:
Jeg bruger her overstregning for at angive at grundtonen er udeladt. Jeg bruger nul foran nitallet både i dur og moll. Bruger altså nullet for at angive den lille none både når den henviser til en altereret tone og når den lille none findes i tonearten.
For at undgå fokusering på notasjonssdetaljer og symboldetaljer bruger jeg, after behov, også angivelserne dim-akkord til – og betegnelsen vekseldominant dim-akkord. Jeg er helt klar over inkonsekvensen.
Noneakkorden med stor none får analogt med dette disse symboler:
Her er det fraværet af nullet som angiver den store none. Jeg er som sagt helt klar over inkonsekvensen, men viser igen til målet med materialet.
Den neapolitanske subdominant kaldes Sn, den altererede vekseldominant er somme tider forsynet med forståelige detaljer, men kan også forekomme som DDalt.
Jeg tillader mig ind imellem andre friheder, men forsøger da at gøre rede for dem i den aktuelle sammenhæng.